TV2 Bornholm har fulgt vores hårdtarbejdende BBA-elever på Folkemødet
I samarbejde med ZBC Sjælland og Snedkermester Arne Pedersen A/S har ti elever fra BBA i Faxe og Køge bygget og skabt Verdensmålenes Plads på Folkemødet. Det krævede mange arbejdstimer, men gav et helt særligt sammenhold blandt eleverne, som TV2 Bornholm lavede et fint indslag om.
Lange og hårde dage
Sammen med deres faglærere Søren Juel og Michael Krøll tog eleverne fra BBA i Faxe og Køge den lange tur til Bornholm søndag morgen. Efter et kort visit på campingpladsen i Rønne, der dannede rammen for overnatning under hele perioden, kørte de straks mod Allinge og forberedelserne til Folkemødet.
De trak hurtigt i arbejdstøjet, for i løbet af de næste fire dage skulle den store plads omdannes til et fantastisk Verdensmåls-mekka med kæmpe telt, loungeområder, træstier og meget mere. Selvom dagene var lange og armene til sidst næsten ikke kunne skrue mere sammen, holdt alle humøret højt.
Lejrstemning
Når arbejdsdagene i Allinge rinder ud, går turen tilbage til Nordskovens Campingplads, hvor eleverne er indlogeret i glampingtelte i de smukkeste naturomgivelser. De aftener, hvor der stadig var energi i tanken, tændtes der op i bålet midt på pladsen. Det gav en helt særlig stemning:
-Jeg synes, det er hyggeligt, og det kan godt være, vi arbejder 12 timer i døgnet, men det føles som ferie, fortæller Tobias Vang, BBA-elev i Faxe til TV2 Bornholm.
For det var nemlig ikke kun os fra FGU Midt- og Østsjælland, der bemærkede den store arbejdsindsats og gode stemning. Vi var så heldige, at TV2 Bornholm fulgte eleverne i dagene op til, og det resulterede i en fin artikel og et nyhedsindslag.